Odsherred
Børnetennisskolen, mandage
I denne sæson, sæson 2026, vil vi forsøgsvis dele børnene op i tre kategorier.
Årsagen til at vi har lavet et nyt begynderhold for de mindste er den, at de mellemstore tydeligvis ikke blev tilstrækkeligt stimuleret. De begyndte at kede sig, og det måtte vi gøre noget ved, syntes vi, for at spille tennis skal være sjovt hele tiden.
Grænserne kommer til at gå nogenlunde sådan:
1) Småbørn ... op til 9 år, som bliver trænet af Maria Ørum-Engraff, måske med Asger og Anton som assistenter. ( 14.30 til 15.)
2) Børn 9-12, som bliver trænet af Lisa. (Formentlig 15-16.)
3) Børn 12 og derover, som bliver trænet af henholdsvis Gudmundur og Morten. (15-16.)
I princippet er der undervisning hver mandag eftermiddag fra begyndelsen af maj til i begyndelsen af oktober, som nu vejret tillader det.
Formålet med disse timer er at opleve glæden ved i fællesskab at lege med bold og stille og roligt komme til at beherske forskellige slagteknikker.
Hvornår kan man begynde?
Vor yngste elev startede da han var tre. Det vigtigste er ikke, at man har nået en bestemt alder, men at barnet har lyst til at lege med en ketcher og en bold. Så skal vi nok ramme et passende niveau.
Ingen pasningsordning
For god ordens skyld vil vi lige oplyse, at der ikke er tale om en pasningsordning. Børnene skal kunne deltage i træningen uden speciel individuel pædagogisk støtte, men forældrene er meget meget velkomne til at være med inde på banen, træne og lege med , sådan at de børn, der ikke kan fokusere på tennissen uden hjælp, kan være med alligevel, og gå til og fra mellem forældre og undervisning.
Husk at skrive navn og alder på tilmeldingen.
Træningen er gratis for medlemmer. Se nærmere under Medlemskab.

Hvad har du brug for
Da man kun må betræde banerne med tennissko på, er tennissko nødvendige. Sko med grove såler ødelægger grusunderlaget, så boldene springer skævt op. Men udover at man skal have tennissko, behøver man ikke at anskaffe noget, hvis man lige vil prøve et par gange.
Klubben har nogle få voksenketchere til udlån i begyndelsen, og hvad børnene angår, har vi rigeligt af ketchere, så børn kan låne klubbens hele sæsonen.
Meddelelser herunder aflysninger
Meddelelser om aflysninger og andre relevante ting bliver givet på vor facebookside i gruppen Egebjerg Tennisklub, som vi beder alle brugere af klubben om at blive medlem af.
Det er ganske enkelt den nemmeste måde at kommunikere på.